Den klassiske decentraliserede arkitektur i biler består af op til 100 styreenheder (styreenhed), hvor hver styreenhed tildeles en defineret funktion: motorstyring, airbag, ABS/ESP, sædejustering, klimaanlæg og meget mere. Hver styreenhed fungerer selvstændigt og kommunikerer via gateways med andre styreenheder.  

I løbet af de seneste årtier har den decentraliserede arkitektur gennemgået en historisk vækst, hvor hver ny funktionalitet blev suppleret med endnu et styreenhed. I dag er den imidlertid ved at nå sine grænser: Stigende funktionaliteter øger installations- og ledningsføringsomkostningerne i køretøjet betydeligt.

I domænearkitekturen samles styreenhederne i forskellige funktionsområder. Hvert domæne er ansvarligt for et bestemt område i køretøjet, såsom fremdrift, infotainment eller sikkerhed. Den overordnede styring af et domæne varetages af en selvstændig højtydende computer (HPC). Denne koordinerer styreenhederne inden for sit domæne. For funktionsområdet sikkerhed vil det for eksempel være styreenheder til førerassistancesystemer, ABS/ESP og styresystemer.

Sammenlignet med den decentraliserede arkitektur reduceres omfanget af ledningsføring og installation takket være det mindre antal indbyggede styreenheder. Domænearkitekturen kan således også bidrage effektivt til omkostnings- og vægtreduktion i forhold til den decentraliserede arkitektur. Derudover kan yderligere funktioner eftermonteres med minimal indsats.

I zonearkitektur sker struktureringen ikke ud fra domæner, men efter lokale zoner. Således samles der for eksempel flere funktioner inden for en zone i bilen. Dermed kan funktioner som fremdrift og infotainment sagtens samles og behandles i en zonezonecontroller. Den overordnede styring af de forskellige zonezonecontroller varetages af en central HPC. Fordelen er indlysende: En reduktion af antallet af styreenheder samt kabelføringen med op til 50 procent.

De krav, der dermed stilles til en HPC, er store: Ikke mindst behandlingen af billeddata inden for infotainment eller kamerasystemer til autonom kørsel kræver en sikker højhastighedsdataoverførsel med korte ventetider. Samtidig må der under ingen omstændigheder opstå svigt i signaloverførslen – dens pålidelighed skal være sikret til enhver tid.  

Høj ydeevne, hurtig og frem for alt pålidelig dataoverførsel – til tider under ugunstige miljøforhold – er derfor også krav, der stilles til de indbyggede stik.